Tavs udkommer 16. maj

16. maj udkommer min roman TAVS på Høst&Søn. På Østerbro bibliotek er der udstilling med skitser fra min arbejdsproces

med tegneren Rasmus Meisler.

SOS Gilleleje som lydbog på Ramasjang

Til 1. august poscastes min ungdomskrimi SOS Gilleleje på DR-Ramasjang. Lisbeth Wulff også kendt fra Live fra Bremen læser den op med sine skønne hæse stemme.Gå ind og download bogen til din mp3 afspiller eller ipod!
Her er et link:
http://www.dr.dk/Ramasjang/Ramasjang_Radio/Podcast/SOS-Gilleleje-podcast-lydbog.htm

9 rejsebrev - i Gerdas fodspor ...

Sidste dag på Svalbard var vi på vandretur på fjeldet der ligge på højre siden af Longyearbyen. En tur på 20 km. 4 1/2 time opad gennem blokmark og knæhøj sne. Gerda vandrede det meste af vejen til Spitzbergen på bare fødder for at finde sin elskede. Vi var glade for, at vi havde vandrestøvler på. Den bedste måde at komme frem var at gå i hinandens fodspor i sneen. Det var her vi endte. Begyndte turen for 10 dage siden i 25 graders varme og endte i sneen på Svalbard.

8 rejsebrev – Svalbard/ Pyramiden

8 rejsebrev – Svalbard/ Pyramiden

I dag tog vi bådtur til Pyramiden, endnu en russisk mineby, som blev forladt i 1998. Pyramiden har været en sovjetisk mønsterby med svømmehal, kulturhus og gartneridrift. Nu er der ingen elektricitet, ingen vand, ingen mønsterbefolkning længere. I kulturhuset hænger de krøllede fotos fra det liv der er blevet levet her: fodboldkampene, konkurrencerne og teaterforestillinger. I musiklokalet står balalejkaerne og trommerne tilbage. Længere nede ad gangen findes en gymnastiksal med basketball-net . Bolden ligger endnu på gulvet , som om stedet er blevet forladt i alhast. Jeg vil næsten kalde byen smuk med dens askefarvede træhuse, funktionalistiske etageejendomme og udsigten til den store bræ overfor. Smuk på en uhyggelig måde, for her om sommeren bor der kun tre russiske studerende - resten er skrigende måger, der har indtaget hver eneste af mønsterbyens gesimser. Pyramiden er et fantastisk sted. Siden vi hørte om den forladte by, har vi tænkt på at Kai, vores hovedperson, var endt her, at det er her Gerda finder ham til slut. Mens vi gik i gaderne fik vi den idé, at det var her vi skulle spille forestillingen – eller lave en ”special edition” af den. At publikum ankommer til Pyramiden med båd og følger Gerda rundt i den forladte by. Sammen med hende bliver de taget til fange af røverpigen, går igennem historien og finder Kai i baren på hotellet, ja eller at andet (bedre?) sted. Vi fik jo kun set en lille del af byen på den time vi var derUhhh, det kunne blive en fantastisk forestilling spillet af skuespillere fra Norden og Rusland på Svalbard. På Svalbard hvor H.C. Andersens historie ender.

7 rejsebrev - Svalbard/Barentsburg

Dagen begyndte helt vanvittigt. Vi var ved at komme for sent på bådturen til Barentsburg - en russisk by, hvor russiske minearbejdere stadigvæk udvinder kul her på kanten af Nordpolen. Klokken 8.40 ringede guide og spurgte, hvor vi blev af. Jeg stod under bruseren. Kamilla var ude for at finde noget mad. Vi var først ankommet kl. 1 om natten og så måtte vi liiiige smage på den grappa vi havde købt. Den blev vel 4 før vi kom i seng. Og så havde vi taget fejl af afgangstidspunktet... Med skisokkerne hængende ud af rygsækken og spritånde spænede vi ud i en taxa og drønede til kajen, hvor en bådfuld turister stod og så fortørnet på os. Vi var lidt tunge i hovedet, men det var ikke noget som en omgang isbjerge og en hvalbøf ikke kunne klare. Barentsburg var et vanvittigt sted. Som at komme til en fjern russisk spøgelsesprovins. Vi så næsten ingen mennesker, man anede bare skyggerne bag gardinerne. Uhhh...

6 rejsebrev - Strø-rener

Idag skulle vi have været ude at danse med rensdyr. Men vi kunne ikke finde flokken, fordi samekongen lod vente på sig. I stedet kørte vi ud for at lede efter strø-rener... Vi fandt aldrig nogen...Klokken 22.50 tog vi flyet fra Tromsø til Longyearbyen på Svalbard.

5 rejsebrev-Kautokeino – Signaldalen (Tromsø Fylke)

I dag besøgte vi Frank Juhl og hans tyske kone, Regina, der i 1951 slog sin ned i Kautokeino og begyndte et lave smykker. Oprindeligt fordi, de reparerede samernes. Siden udviklede interessen for metal sig til et eget design. Huset knopskød og blev til det meget personlige kulturcentrum, det er i dag og hanen pikker bag en vinduesrude i butikken og galer midt i Bach. Det meste af dagen tilbragte vi så i bil – Vi kørte til Karaduando for at hente den samiske rensdyravler med til Norge, men han var kommet i festligt lag og var ikke i stand til at køre bil lige nu…men så ville han komme. Fire gange var vi over den finske grænse og først langt ud på aftenen nåede vi frem til den lille norske hytte. Vi gik en lang tur kl. 12 om natten og sad i den lyse morgen ved bålet og talte om kærlighed mens vi så op på fjeldtoppene og ventede på samekongen ... men han kom ikke.