9 rejsebrev - i Gerdas fodspor ...

Sidste dag på Svalbard var vi på vandretur på fjeldet der ligge på højre siden af Longyearbyen. En tur på 20 km. 4 1/2 time opad gennem blokmark og knæhøj sne. Gerda vandrede det meste af vejen til Spitzbergen på bare fødder for at finde sin elskede. Vi var glade for, at vi havde vandrestøvler på. Den bedste måde at komme frem var at gå i hinandens fodspor i sneen. Det var her vi endte. Begyndte turen for 10 dage siden i 25 graders varme og endte i sneen på Svalbard.

8 rejsebrev – Svalbard/ Pyramiden

8 rejsebrev – Svalbard/ Pyramiden

I dag tog vi bådtur til Pyramiden, endnu en russisk mineby, som blev forladt i 1998. Pyramiden har været en sovjetisk mønsterby med svømmehal, kulturhus og gartneridrift. Nu er der ingen elektricitet, ingen vand, ingen mønsterbefolkning længere. I kulturhuset hænger de krøllede fotos fra det liv der er blevet levet her: fodboldkampene, konkurrencerne og teaterforestillinger. I musiklokalet står balalejkaerne og trommerne tilbage. Længere nede ad gangen findes en gymnastiksal med basketball-net . Bolden ligger endnu på gulvet , som om stedet er blevet forladt i alhast. Jeg vil næsten kalde byen smuk med dens askefarvede træhuse, funktionalistiske etageejendomme og udsigten til den store bræ overfor. Smuk på en uhyggelig måde, for her om sommeren bor der kun tre russiske studerende - resten er skrigende måger, der har indtaget hver eneste af mønsterbyens gesimser. Pyramiden er et fantastisk sted. Siden vi hørte om den forladte by, har vi tænkt på at Kai, vores hovedperson, var endt her, at det er her Gerda finder ham til slut. Mens vi gik i gaderne fik vi den idé, at det var her vi skulle spille forestillingen – eller lave en ”special edition” af den. At publikum ankommer til Pyramiden med båd og følger Gerda rundt i den forladte by. Sammen med hende bliver de taget til fange af røverpigen, går igennem historien og finder Kai i baren på hotellet, ja eller at andet (bedre?) sted. Vi fik jo kun set en lille del af byen på den time vi var derUhhh, det kunne blive en fantastisk forestilling spillet af skuespillere fra Norden og Rusland på Svalbard. På Svalbard hvor H.C. Andersens historie ender.

7 rejsebrev - Svalbard/Barentsburg

Dagen begyndte helt vanvittigt. Vi var ved at komme for sent på bådturen til Barentsburg - en russisk by, hvor russiske minearbejdere stadigvæk udvinder kul her på kanten af Nordpolen. Klokken 8.40 ringede guide og spurgte, hvor vi blev af. Jeg stod under bruseren. Kamilla var ude for at finde noget mad. Vi var først ankommet kl. 1 om natten og så måtte vi liiiige smage på den grappa vi havde købt. Den blev vel 4 før vi kom i seng. Og så havde vi taget fejl af afgangstidspunktet... Med skisokkerne hængende ud af rygsækken og spritånde spænede vi ud i en taxa og drønede til kajen, hvor en bådfuld turister stod og så fortørnet på os. Vi var lidt tunge i hovedet, men det var ikke noget som en omgang isbjerge og en hvalbøf ikke kunne klare. Barentsburg var et vanvittigt sted. Som at komme til en fjern russisk spøgelsesprovins. Vi så næsten ingen mennesker, man anede bare skyggerne bag gardinerne. Uhhh...

6 rejsebrev - Strø-rener

Idag skulle vi have været ude at danse med rensdyr. Men vi kunne ikke finde flokken, fordi samekongen lod vente på sig. I stedet kørte vi ud for at lede efter strø-rener... Vi fandt aldrig nogen...Klokken 22.50 tog vi flyet fra Tromsø til Longyearbyen på Svalbard.

5 rejsebrev-Kautokeino – Signaldalen (Tromsø Fylke)

I dag besøgte vi Frank Juhl og hans tyske kone, Regina, der i 1951 slog sin ned i Kautokeino og begyndte et lave smykker. Oprindeligt fordi, de reparerede samernes. Siden udviklede interessen for metal sig til et eget design. Huset knopskød og blev til det meget personlige kulturcentrum, det er i dag og hanen pikker bag en vinduesrude i butikken og galer midt i Bach. Det meste af dagen tilbragte vi så i bil – Vi kørte til Karaduando for at hente den samiske rensdyravler med til Norge, men han var kommet i festligt lag og var ikke i stand til at køre bil lige nu…men så ville han komme. Fire gange var vi over den finske grænse og først langt ud på aftenen nåede vi frem til den lille norske hytte. Vi gik en lang tur kl. 12 om natten og sad i den lyse morgen ved bålet og talte om kærlighed mens vi så op på fjeldtoppene og ventede på samekongen ... men han kom ikke.

4 rejsebrev – Kautokeino

Fredag mødtes vi med Haukur Gunnarsson, lederen af Teater Beaivvás, i Kautokeino . Det der skulle have været et eftermiddagsmøde, blev et aftenmøde. Der gik trold i tiden, så alt trak ud. Morgenens interview med samekvinden Stina, var så intenst, at vi ikke kunne slukke kameraet. Hun blev som 30 årig kaldt til Indien gennem en drøm. Først 12 år senere vendte hun tilbage til Sverige for at føde tvillinger med den indiske munk. Hun var på én eller anden måde en slags Gerda der tog til Indien og gik på glas, tjørne og sne for sin tro. Og så shaman til og med, sagde hun. Men den historie måtte vi have til gode, for vi havde et stramt program og drønede videre nordpå til Maria, Lars Henriks 84 årige mor. I 30 graders varme ankom vi til Karasuando, hvor Maria over kogekaffen fortalte, hvordan hun vandrede mellem Norge og Sverige hele sit liv til hun fik sit andet barn og måtte slå sig ned i huset i Karasuando – det var den sorteste dag i hendes liv. Selvom det mest praktiske var, at hendes mand var den der drev renerne over fjeldene , mens hun tog sig af børnene, blev hun ved at længes efter nomadelivet - altid.
Først ved 20 tiden nåede vi så frem til Kautokeino og havde et godt møde med Haukur. Med knurrende mave lyttede han til vores visioner om SNE. Han syntes det lød godt og brainstormede med på, hvilke unge samiske skuespillerinder der kunne være emner til røverpigen og så løb han ud til sin bil, for nu måtte han hjem og spise middag… klokken var blevet 22. Men vi var friske og tog videre ufortrødent videre til Elisabeths veninde - Asta Baldur, der kunne levere den skønneste fiskesuppe og historier om, hvordan hun som ung havde været med i oprøret ved Alta i 1983. Natten igennem dannede hun sammen med seks andre samekvinder jojke-skjold mod politiet . Om morgenen blev de arresteret og taget med på stationen.

3 rejsebrev - Kiruna

Det er morgen i Kiruna. Rundt om i værelserne på Yellow House begynder hotelgæsterne at vågne - føntørre hår og samtale . Herinde er der stille. Vi kom sent i seng igår. Det er jo lyst døgnet rundt. Man begynder at få nye sovevaner, så vi besøgte Elisabeth og Lars Henrik klokken 22.30. Jeg føler mig noget stenet lige nu...intet under, for da vi kom hjem kunne vi ikke sove, fordi vi blev ved med at grine. Aftenen havde været så morsom. Lars Henrik, Elisabeth og Britta fortalte historier. Britta er deres ven, en fantastisk samisk billedkunstner. Hun syr sine billeder selv. Britta og Lars Henrik er vokset op sammen ved den finske grænse. Og de kunne fortælle historier. Om Karin der var så fuld, at hun faldt ud af helikopteren, da familien skulle flyve til fjelds. Og Birger der tabte sine briller i suppen, så han blev ved med at tro, at det var tyk tåge i marts og nægtede stå op. Øjjøjøj... Astrid Lindgreen kunne gå hjem og lægge sig... hvilket hun også har gjort, kan man sige.
Vi oplevede også andre ting igår, det gjorde vi. Vi har et tætpakket program. Om morgenen var vi i minen, der har gjort Kiruna berømt. Her udvinder de jernmalm. Vi blev kørt med bus ad en tosporet minegang ned til et besøgscentrum og indført i minens historie, som jo er fuldstændig vanvittig. For omkring 1900 blev, der fundet en kæmpe malmåre i bjerget ved Kiruna. Man dræner den med en sådan fart, at byen om ganske kort tid skvatter sammen, fordi undergrunden kollapser, så man må flytte den halve by. Ja, det er lidt teknisk...og meget uhyggeligt - en historie om, hvordan mennesket udbytter naturen koldt og kynisk. Samtidig har det jo fået Kiruna til at blive den by det er idag...I minen fandt vi døren ind til Den lille røverpige, som vi mener bor derinde med sin mor. De skriver på væggene for at finde vej rundt i mineskakterne.
Nå, ja og så nåede vi også til Abisko med bus. Abisko er et naturreservat der ligger ca. 100 km nordvest for Kiruna. Her var vi oppe at vandre i 25 graders varme. Det var fantastisk smukt: Solen skinnede, vandet i fossen buldrede ned fra bjergene, der stadigvæk var sneklædte. Vi var lykkelige ... Nu vågner de andre.

2 rejsebrev - Kiruna

Solen skinner og klokken er 22.17. Maja og Kamilla taler teater i haven udenfor Yellow Hotel. De har slået håret ud - Maja ryger sågar cigaretter . Jeg har brug for ro i mit hoved ovenpå en dag med et tætpakket program. Jeg har efterhånden vænnet mig til lange dage i ensomhed og har nu været omgivet af mennesker i 3 dage. Faktisk er jeg helt rundtosset, som jeg sidder her på min sovepose i det lidt snuskede hotelrum og ser rundt på vandrestøvler, rygsække og sjuskede håndklæder over stolen. Som at være 16 år og på interrail med spanske piger i køkkenet, der lige er kommet fra Sarek og tager afsted imorgen - "vi kan bare overtage deres kaffe, når de rejser".
Vi er blevet taget så godt imod her. Igår aftes blev vi budt på renkød og hjemmelavet multebærpaj hos Elisabeth og Lars Henrik. Lars Henrik har en renflok på 2000 rener. De er nu på græs i Norge. På sit rolige finsksvensk berettede han om, hvordan han omgås dyrene, transporterer dem mellem Sverige og Norge og bor snart det ene, snart det andet sted. Så renerne kan få de bedste betingelser. Han er en moderne rensdyr(cow)boy, der med lasso og snescooter/motorcykel driver dyrene afsted om vinteren som sommer. Familien lever som en art normader og flytter konstant mellem Sverige og Norge.
I morges besøgte vi Giron Teahtret og fik en lang snak med Lena, som er leder. Vi præsenterede vores SNE-projekt, og hun var meget interesseret i at gå ind i et samarbejde, der bl.a. involvere samiske skuespillere fra teatret i en kommende produduktion. Vi talte om muligheden for i 2012 at lave en workshop på teatret, der har en skøn sal. Det var hun også frisk på, hvis vi kan finde en form på samarbejdet. Det var dejligt, at hun var så positiv overfor ideen - og vi aftalte at holde kontakten og tale sammen efter sommerferien, når vi lige er kommet hjem og kan overskue resultatet af vores tur.
Eftermiddagen tilbragte vi på Icehotel. Vi var så heldige at få en guidet tur i de minus 5 grader kolde rester af det enrome ishotel, der til tider rummer op til 90 værelser. Nu var der en bar og tre hotelværelser tilbage i en stor kold hangar, hvor det var muligt at leje sig ind og tilbringe natten fri for myg på isblok i sovepose med en store ludende isbjørneskulptur i is hængende over hovedet. Meget inspirerende i forhold til vores historie.

1 rejsebrev - Stockholm - Kiruna

Vi er nu kommet til Kiruna efter en lang nat i sovevogn fra Stockholm. Igår kampsvedte vi os i fuldt polarudstyr gennem den svenske hovedstad. Der var 25 grader varmt (projektet hedder SNE ... hmm) Vi tilbragte dagen med at sejle til Drottningholm slot og blev så inspirerede af dronningens soveværelse og alle de skønne stole med pyjamas på, at Maja og Kamilla med deres spritnye kameraer med tilhørende instruktionsbog, blev smidt ud af kustoden.
Efter en solskinstur gennem Stockholms skærgård steg interrailstemningen, da vi med alle de andre nationaldagsturister sloges om at få vores bagage ud af boksene. 17.58 steg vi på toget mod Navik. I spisevognen måtte vi tage til takke med en rensdyrrulle og en oste fralle. Der var ikke meget plads, men vi masede os ned ved et bord ved siden af Sölvi fra Navik og John fra Luleå. Sölvi havde været i Upsala for at fejre, at barnebarnet var blevet student. John mente, at Lofoten er det smukkeste sted i verden og viste billeder, hvor han stillede skarpt på sine muskuløse overarme - Lofoten så vi aldrig. Efter nogle timer i spisevognen faldt vi besvimede om i tremandskupeen.
Om lidt skal vi ud at spise hos Lars Henrik, samekongen og hans grønlandske kone Elisabeth. Vi skal have rensdyr. Juhuu...

Imorgen rejser jeg til Spitzbergen/Svalbard

Kulturkontakt Nord har givet instruktøren Kamilla Bach Mortensen, scenografen Maja Ravn og mig forprodukjtionsmidler, så vi kan researche til vores forestilling SNE - en eventyrligt moderne version af H.C. Andersen "Snedronningen". Imorgen rejser vi i Lille Gerdas spor til Kiruna over Kautokeino til Svalbard, hvor Snedronningen holdt Kai, Lille Gerdas elskede ven, som fange. De næste 10 dage blogger jeg lystigt fra rejsen ... så lystigt som internetforholdene tillader det.