3 rejsebrev - Kiruna

Det er morgen i Kiruna. Rundt om i værelserne på Yellow House begynder hotelgæsterne at vågne - føntørre hår og samtale . Herinde er der stille. Vi kom sent i seng igår. Det er jo lyst døgnet rundt. Man begynder at få nye sovevaner, så vi besøgte Elisabeth og Lars Henrik klokken 22.30. Jeg føler mig noget stenet lige nu...intet under, for da vi kom hjem kunne vi ikke sove, fordi vi blev ved med at grine. Aftenen havde været så morsom. Lars Henrik, Elisabeth og Britta fortalte historier. Britta er deres ven, en fantastisk samisk billedkunstner. Hun syr sine billeder selv. Britta og Lars Henrik er vokset op sammen ved den finske grænse. Og de kunne fortælle historier. Om Karin der var så fuld, at hun faldt ud af helikopteren, da familien skulle flyve til fjelds. Og Birger der tabte sine briller i suppen, så han blev ved med at tro, at det var tyk tåge i marts og nægtede stå op. Øjjøjøj... Astrid Lindgreen kunne gå hjem og lægge sig... hvilket hun også har gjort, kan man sige.
Vi oplevede også andre ting igår, det gjorde vi. Vi har et tætpakket program. Om morgenen var vi i minen, der har gjort Kiruna berømt. Her udvinder de jernmalm. Vi blev kørt med bus ad en tosporet minegang ned til et besøgscentrum og indført i minens historie, som jo er fuldstændig vanvittig. For omkring 1900 blev, der fundet en kæmpe malmåre i bjerget ved Kiruna. Man dræner den med en sådan fart, at byen om ganske kort tid skvatter sammen, fordi undergrunden kollapser, så man må flytte den halve by. Ja, det er lidt teknisk...og meget uhyggeligt - en historie om, hvordan mennesket udbytter naturen koldt og kynisk. Samtidig har det jo fået Kiruna til at blive den by det er idag...I minen fandt vi døren ind til Den lille røverpige, som vi mener bor derinde med sin mor. De skriver på væggene for at finde vej rundt i mineskakterne.
Nå, ja og så nåede vi også til Abisko med bus. Abisko er et naturreservat der ligger ca. 100 km nordvest for Kiruna. Her var vi oppe at vandre i 25 graders varme. Det var fantastisk smukt: Solen skinnede, vandet i fossen buldrede ned fra bjergene, der stadigvæk var sneklædte. Vi var lykkelige ... Nu vågner de andre.