Fredag mødtes vi med Haukur Gunnarsson, lederen af Teater Beaivvás, i Kautokeino . Det der skulle have været et eftermiddagsmøde, blev et aftenmøde. Der gik trold i tiden, så alt trak ud. Morgenens interview med samekvinden Stina, var så intenst, at vi ikke kunne slukke kameraet. Hun blev som 30 årig kaldt til Indien gennem en drøm. Først 12 år senere vendte hun tilbage til Sverige for at føde tvillinger med den indiske munk. Hun var på én eller anden måde en slags Gerda der tog til Indien og gik på glas, tjørne og sne for sin tro. Og så shaman til og med, sagde hun. Men den historie måtte vi have til gode, for vi havde et stramt program og drønede videre nordpå til Maria, Lars Henriks 84 årige mor. I 30 graders varme ankom vi til Karasuando, hvor Maria over kogekaffen fortalte, hvordan hun vandrede mellem Norge og Sverige hele sit liv til hun fik sit andet barn og måtte slå sig ned i huset i Karasuando – det var den sorteste dag i hendes liv. Selvom det mest praktiske var, at hendes mand var den der drev renerne over fjeldene , mens hun tog sig af børnene, blev hun ved at længes efter nomadelivet - altid.
Først ved 20 tiden nåede vi så frem til Kautokeino og havde et godt møde med Haukur. Med knurrende mave lyttede han til vores visioner om SNE. Han syntes det lød godt og brainstormede med på, hvilke unge samiske skuespillerinder der kunne være emner til røverpigen og så løb han ud til sin bil, for nu måtte han hjem og spise middag… klokken var blevet 22. Men vi var friske og tog videre ufortrødent videre til Elisabeths veninde - Asta Baldur, der kunne levere den skønneste fiskesuppe og historier om, hvordan hun som ung havde været med i oprøret ved Alta i 1983. Natten igennem dannede hun sammen med seks andre samekvinder jojke-skjold mod politiet . Om morgenen blev de arresteret og taget med på stationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar