torsdag den 16. juni 2011

8 rejsebrev – Svalbard/ Pyramiden



8 rejsebrev – Svalbard/ Pyramiden

I dag tog vi bådtur til Pyramiden, endnu en russisk mineby, som blev forladt i 1998. Pyramiden har været en sovjetisk mønsterby med svømmehal, kulturhus og gartneridrift. Nu er der ingen elektricitet, ingen vand, ingen mønsterbefolkning længere. I kulturhuset hænger de krøllede fotos fra det liv der er blevet levet her: fodboldkampene, konkurrencerne og teaterforestillinger. I musiklokalet står balalejkaerne og trommerne tilbage. Længere nede ad gangen findes en gymnastiksal med basketball-net . Bolden ligger endnu på gulvet , som om stedet er blevet forladt i alhast. Jeg vil næsten kalde byen smuk med dens askefarvede træhuse, funktionalistiske etageejendomme og udsigten til den store bræ overfor. Smuk på en uhyggelig måde, for her om sommeren bor der kun tre russiske studerende - resten er skrigende måger, der har indtaget hver eneste af mønsterbyens gesimser. Pyramiden er et fantastisk sted. Siden vi hørte om den forladte by, har vi tænkt på at Kai, vores hovedperson, var endt her, at det er her Gerda finder ham til slut. Mens vi gik i gaderne fik vi den idé, at det var her vi skulle spille forestillingen – eller lave en ”special edition” af den. At publikum ankommer til Pyramiden med båd og følger Gerda rundt i den forladte by. Sammen med hende bliver de taget til fange af røverpigen, går igennem historien og finder Kai i baren på hotellet, ja eller at andet (bedre?) sted. Vi fik jo kun set en lille del af byen på den time vi var derUhhh, det kunne blive en fantastisk forestilling spillet af skuespillere fra Norden og Rusland på Svalbard. På Svalbard hvor H.C. Andersens historie ender.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar